http://politiken.dk/tjek/dagligliv/jura/article981297.ece

Mon ikke denne taktik før eller senere giver bagslag? Det er jo trods alt forbrugerne som mærkevareproducenterne skal leve af.

hej

Endnu engang har jeg modtaget et nyhedsbrev fra Forbrugerombudsmanden. I dette tilfælde har forbrugerombudsmanden formået at beslutte, hvor stort et betalingsgebyr, man må pålægge regninger der ikke er tilmeldt PBS.  I følge Forbrugerombudsmanden må gebyret ikke være over 50,- kr. Se mere her:

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Regninger-der-ikke-er-tilmeldt-PBS

Beslutningen er truffet med henvisning til rentelovens gebyrbestemmelser, uden at denne lov dog har nogen sammenhæng med opkrævning af betalingsgebyrer.  Jeg blev provokeret af pressemeddelelsen og ringede til den ansvarlige jurist. Jeg spurgte både til den tvivlsomme analogislutning og til på hvilken baggrund forbrugerombudsmanden havde kompetence til at træffe denne beslutning. Jeg modtog ikke noget anvendeligt svar, fra den ellers meget venlige jurist. På det foreliggende grundlag virker analogislutningen meget opfindsom. Juristen forsvarede sig med, at der ikke var tale om en egentlig afgørelse og at Silkeborg forsyning (som havde opkrævet gebyrerne) jo bare kunne få sagen domstolsprøvet. Jeg har nu søgt aktindsigt i sagen og ser frem til at blive oplyst

Jeg synes, at Forbrugerombudsmanden har en vigtig og fornuftig position i samfundet. Jeg tror også generelt, at hans afgørelser er meget velfunderede. Jeg ønsker mig dog, at de erhvervsdrivende er opmærksomme på at Forbrugerombudsmanden først og fremmest er partsrepræsentant. En myndighed er underlagt nogle grundlæggende regler og principper i sin virksomhed. En af dem er, at man ikke må træffe afgørelser uden grundlag herfor i loven. Umiddelbart ser det altså ud til at Forbrugerombudsmanden godt mener at kunne udtale sig om det rigtige gebyrniveau, uden at han dog har mulighed for at træffe en egentlig afgørelse herom.

Forvirret? – Det kan jeg godt forstå. Følg med på bloggen, så vil jeg uddybe emnet, når jeg har modtaget aktindsigten.

I dette mit første indlæg om forbrugerombudsmanden, har jeg fokus på ombudsmandens beføjelser. Jeg kigger altså på hvad forbrugerombudsmanden kan gøre i relation til de erhvervsdrivende. Det er desværre blevet et langt og lidt tungt indlæg, men jeg mener at det er vigtigt at have disse forudsætninger på plads, før vi kan forholde os kritisk til hans virksomhed. Det er derfor min plan, at der i kølvandet af dette indlæg vil følge en del mere konkrete og kritiske indlæg. Jeg vil i den sammenhæng meget gerne høre om andres erfaringer med samarbejdet med forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af markedsføringsloven navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden kan også varetage sager på vegne af erhvervsdrivende, men det må forventes at dette kun sker, når det er i forbrugernes interesse.

Forbrugerombudsmanden er i øvrigt udpeget som kompetent myndighed til at føre tilsyn med en række direktiver, herunder direktiv om vildledende reklame, om forbrugerbeskyttelse ved indgåelse af fjernaftaler om e- handel o.m.a..

Forbrugerombudsmanden kan anlægge civile sager mod erhvervsdrivende og han kan efter bemyndigelse føre straffesager mod de erhvervsdrivende jf. rpl. § 104 og § 105. Forbrugerombudsmanden kan anlægges sager om nedlæggelse af fogedforbud og i særligt presserende sager, kan han selv nedlægge et midlertidigt forbud.

Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling. Påbud kan forlanges indbragt for domstolene. Indbringelse har ikke opsættende virkning. Det vil sige at et påbud, som udgangspunkt skal følges indtil det bliver omstødt af domstolene.

I øvrigt foretager forbrugerombudsmanden forhandlinger og indgår forlig med brancheorganisationer og erhvervsdrivende. Dette gøres under hensyn til forbrugerne.

Særligt om efterforskning:

Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser af en virksomheds lokaler og transportmidler, regnskaber, markedsføringsmateriale og andre forretningspapirer (incl. elektronisk lagrede oplysninger) efter indhentelse af retskendelse. I den forbindelse kan forbrugerombudsmanden kræve mundtlige forklaringer om faktiske forhold. Forbrugerombudsmanden har med en kendelse også adgang til eksterne databehandlere.

I straffesager skal efterforskning foretages af politiet, mens forbrugerombudsmanden i civile sager har de sædvanlige partsbeføjelser. Se dog ovenfor om undersøgelser efter retskendelse.

Forbrugerombudsmanden har således alene bemyndigelse til at give møde i retten i en straffesag, men ikke til at foretage efterforskning. Politi og anklagemyndighed er underlagt et objektivitetsprincip. Det betyder, at de skal tilstræbe at være objektive i deres efterforskning og fremme af sagen. Til sammenligning er det forbrugerombudsmandens formål at varetage forbrugernes interesse. Set i den sammenhæng er det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at lade forbrugerombudsmanden føre straffesager, da han reelt er repræsentant for den forurettede i sagen. I dansk ret er det klare udgangspunkt at staten fører straffesager på vegne af borgerne. At lade forbrugerombudsmanden føre straffesager er i strid med denne ordning.

Generelt er det min erfaring at forbrugerombudsmanden er meget partisk i sin sagsbehandling. Det er meget problematisk set i forhold til det lovgivningsmæssige og offentlige mandat han har. Denne problemstilling vil jeg uddybe i et senere indlæg.

Hej 

Jeg faldt lige over denne fornuftige artikel: 

http://www.dinepenge.dk/brevkasse/hvad-koster-ga-advokat 

Her beskriver Advokat Allan Ohms hvad det koster at gå til en advokat. Det er som han skriver ikke muligt at give et klart bud på, hvad en advokat koster. Det er en lukket branche og jeg selv oplever også, at det kan være svært at få et passende indtryk at mine konkurrenters prisniveau.  Men det svarer vel til de problemer, man finder i de fleste serviceerhverv.  Hvad koster en revisor, en tømrer, en konsulent m.m.? 

Jeg er enig med Allan Ohms i, at det mest afgørende er advokat/klient relationen. Det stemmer også fint med hvad Allan Skovmand skrev i http://blog.razormanagement.com/2010/05/sadan-hyrer-du-en-advokat.html , som jeg tidligere har henvist til. Allan Ohms lægger vægt på at tidsforbruget kan variere en del. Også i den sammenhæng gælder det at en god relation til advokaten kan være tidsbesparende, fordi det giver en bedre udveksling af oplysninger. 

I forlængelse af artiklen her og den tidligere debat på denne blog, vil jeg opfordre kommende klienter til at forholde sig meget grundigt til sagens forventede forløb. Spørg advokaten til hvilket resultat man kan forvente, hvordan processen derhen vil forløbe, hvilke omkostninger man kan forvente og  worst case scenario/best case scenario. 

Jeg oplever, at folk mine klienter stiller relativ få af den slags spørgsmål. Dette kan skyldes at de har tillid til mig, men det kan jo også skyldes at folk er autoritetstro. 

Jeg har selv en del gange oplevet at være i en situation, hvor jeg ikke var i stand til at forholde mig kritisk til resultatet. Eksempelvis til prisen hos frisøren efter man har fået et noget tvivlsomt resultat (rødt hår og krøller? – nej, jeg skulle bare studses lidt…). Eller når jeg har benyttet mig af private rådgivere. Heldigvis er jeg blevet bedre, – med erfaring følger klogskab. 

Man kan sagtens være kritisk uden at være aggressiv. En høflig kritiker vil ofte få en god betjening. En aggressiv kritiker, bliver aldrig min klient.

Hvad er din erfaring? – Hvad koster en god advokat?

Jeg har efter venlig opfordring længe pønset på et indlæg om unionsdomstolen (EF-domstolen) præjudicielle udtalelse (dom) i sagen Google France versus Louis Vuitton med flere.  Afgørelsen faldt d. 23. marts dette år. Imidlertid er dommen gået relativt ubemærket hen, og så meget desto mere er der grund til, at jeg får skrevet et par ord herom. Kort sagt handler sagen om at Louis Vuitton med flere er trætte af, at man via google adwords kan reklamere for kopi produkter. Man har derfor lagt sag an mod Google Frankrig – i Frankrig, som jo netop er kendt for at være protektionistiske i forhold til de immaterielle rettigheder.

I den forbindelse blev Unionsdomstolen bedt om at svare på hvorvidt Googles brug af beskyttede varemærker i adwords var en varemærkeretlig krænkelse og om Google var ansvarsfritaget i medfør af E-handelsdirektivet.

Kort sag lød dommen på, at man juridisk set ikke gør “brug” af et varemærke, når man stiller det til rådighed for annoncørerne og at Google i øvrigt var ansvarsfritaget i medfør af E-handelsloven.

Så vidt jeg ved, er der ikke faldet dom i den franske sag endnu.  Den franske domstol er forpligtet til at følge Unionsdomstolen.

Udover at dommen er behagelige for Google, kan vi andre bruge den på følgende måde:

1) Fremover skal du gå efter annoncøren, hvis dine rettigheder bliver krænket på Google ( jeg er ikke kar over om Google har en særlig praksis desangående – er du?)

2) Hvis du er indehaver af et site med brugergenereret indhold kan du ånde lettet op.  Du er som udgangspunkt ikke ansvarlig, hvis en bruger uploader krænkende materiale.

Egentlig er der ikke noget revolutionært i afgørelsen, set i forhold til min pointe i indlægget om connery.dk. Det nye består i at domstolen vurderer, at hvis man som formidler reklamerer for ulovlige kopiprodukter, er dette ikke i strid med den immaterialretten, da formidling af annoncer altså ikke er det samme som at gøre brug af et varemærke.

Disclaimer : Bemærk lige at dette indlæg er meget kortfattet og generaliserende. For detaljer kan du læse Unionsdomstolens PM her:

http://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2010-03/cp100032da.pdf

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, så skyd endelig!

Jeg har lige læst et interessant indlæg om advokater på Allan Skovmand’s blog.  

http://blog.razormanagement.com/2010/05/sadan-hyrer-du-en-advokat.html 

Derudover har haft fornøjelsen af Martin Thorborgs film: 

http://thorborg.tv/sa-sagsøger-jeg.html 

Som advokat sidder man jo derefter med et forklarelsesproblem. Advokater har et blakket ry. Udover de historier og eksempler som Martin og Allan kommer med, kan jeg tilføje endnu flere.  Som dengang en erhvervsdrivende jeg kender, var ved at bukke under og hyrede nogle af landets fineste revisorer og advokater, men at disse rådgivere til sidst var de største kreditorer i virksomheden og virksomheden kun med nød og næppe undgik konkurs. Og så videre og så videre… 

På det seneste oplever jeg en trist udvikling i vores branche: Advokater begynder at nægte af føre fri proces sager og at lade sig beskikke i straffesager. Fri proces er statsstøtte, som gives til folk, som har en årsindtægt under 275.000 kr. og som har rimelig grund til at føre en sag. Ved beskikkelse betaler staten regningen til forsvareren, og kræver efterfølgende beløbet ind hos den tiltalte (altså lovovertræderen). Begge løsninger har en begrænsning i salærets størrelse, idet det er domstolene, der fastsætter, hvor stort et salær advokaten skal have. Visse advokater mener at salæret er for lavt, og vil derfor ikke føre disse sager. 

Se eventuelt denne artikel: https://www.advokatsamfundet.dk/Default.aspx?ID=11687&M=News&PID=0&NewsID=12683 

Jeg arbejder jo fra Viborg, og som så mange andre provinsbyer har vi en advokatvagt. Det betyder, at jeg et par gange om året har fornøjelsen af at bruge to timer på at hjælpe medborgere med kortfattet gratis juridisk rådgivning. Jeg synes altid, at det er meget en meget berigende oplevelse. Man hjælper mennesker og man får et fantastisk godt og lærerigt indblik i mange menneskers tilværelse. Desværre er det nu blevet meddelt, at et større lokalt advokatkontor ikke længere vil levere jurister til advokatvagten. Jeg gætter på at det skyldes, at der ikke er nogen klienter at hente. Heldigvis er vi andre blevet enige om blot at tage lidt flere vagter. 

Jeg fornemmer, at der er tale om en tendens, som formodentlig udspringer af de større advokatvirksomheders prioriteringer. Jeg mener, at man som advokat har et ansvar for at støtte de svage og være samfundets og borgernes vagthund. I den daglige oplever jeg tit at dette kolliderer med ønsket om at drive en rentabel forretning. Heldigvis har vi formået at drive en forretning, hvor der er plads og erfaring til at sortere i sagerne og leve med det salær vi i disse tilfælde modtager fra det offentlige. Dette skyldes, at vi her i firmaet har meget fokus på at holde omkostningerne nede. 

Jeg er jo selv ansat på at meget lille advokatkontor og arbejder med mine egne klienter fuldstændigt uafhængigt af mine kollegaer. Det trives jeg rigtig godt med. Der er dog mange, der lader sig ansætte i de store advokatfirmaer. Udefra ser jeg en tilværelse med meget benarbejde, lille indflydelse og ringe mulighed for at tilpasse sig sine klienter og mest af alt med meget fokus på profit. 

Jeg arbejder på at formulere en ny ambition for fremtidens advokat. På tegnebrættet har jeg kaldt det for “NewLaw”. Jeg vil gerne tro, at en advokat kan klare sig alene ved at yde god rådgivning. Det vil sige, at man kan holde omkostningerne nede ved ikke at prioritere flot domicil, stor stab, jakkesæt m.m. Vi har alle gået på de samme universiteter, vi læser de samme bøger og tidsskrifter og vi tager den samme efteruddannelse. Hvad adskiller den gode advokat fra den middelmådige? Forhåbentlig ikke de ydre omgivelser. Jeg oplever, at så snart jeg har skabt en relation til min klient, foregår alt kontakt uafhængigt af omgivelserne. De fleste henvendelser sker direkte til mig per mail eller telefon. Jeg kunne sidde i Kina og stadig levere et stykke kvalitets arbejde. Selvfølgelig holder vi møder, når der er behov herfor, men det foregår som regel ude af huset.  Jeg er ikke færdig med at blotlægge, hvordan jeg synes en moderne advokatvirksomhed bedst drives. Men jeg forestiller mig, at øget specialisering giver mig endnu bedre adgang til at tilpasse firmaet til en meget fleksibel virksomhed med endnu lavere omkostninger. 

Allan Skovmand har ret i at gode advokater kendes på deres referencer. Derudover synes jeg, at man skal vælge en advokat, som har en vis erfaring, men som ikke er så gammel, at han er vokset fast i sit ego. Jura og lovgivning udvikler sig meget hurtigere nu end tidligere og der er mange flere kilder at tage hensyn til. Det er vigtigt, at man har en advokat, som formår at holde sig opdateret. 

Jeg vil meget gerne høre jeres bud på, hvad I efterspørger hos fremtidens advokat og hvilke produkter I efterspørger. Så efterlad en kommentar og hjælp mig med at formulere en ny ambition.

Ved årsskiftet trådte den nye bestemmelse om bindingsperiode og opsigelsesvarsler i løbende forbrugeraftaler i kraft.  Bestemmelsen omfatter eks. fitnessabonnementer, avisabonnementer og tilsvarende. Altså aftaler hvor forbrugeren forpligtes til løbende at modtage et produkt.

Den nye regel medfører, at man lovligt kan binde forbrugeren i op til 6 måneder. Efter de første fem måneder skal forbrugeren kunne opsige aftalen med een måneds varsel til udgangen af den følgende måned. Således bliver der i praksis tale om, at brugeren er bundet til at aftage et produkt i op til 7 måneder.

Vælger brugeren at opsige samarbejdet i overensstemmelse med ovenstående og har brugeren betalt for en længere periode, er den erhvervsdrivende forpligtet til at refundere det resterende beløb straks efter opsigelse. Såfremt man kan godtgøre, at der er sæsonsmæssige udsving i værdien af produktet, er det tilladt at korrigere herfor i det udbetalte beløb. Det klassiske eksempel er opsigelse af et falckabonnement. Her er det tydeligt, at Falck har flest udgifter i vinterhalvåret, men brugeren betaler den samme ydelse i hele kalenderåret.

Bemærk, at bindingsperioden er en anden i tilfælde, hvor den samlede pris for produktet er over 20.000 kr. Bemærk også, at minimumsbindingsperioden ikke gælder ved aftaler på under 2.000 kr, hvis aftaleperioden er maks. et år og den fulde betaling skal ske senest 14 dager efter aftalen er indgået.

God fornøjelse

Udover at den erhvervsdrivende har betydelige fordele ved at udbyde abonnementsordninger, så er ordningen i visse tilfælde også interessant for forbrugeren. Forbrugeren får en likviditetsmæssig fordel og formentlig også en bedre pris.

Online tjenesteydelser omfatter ydelser, som sælges og leveres over nettet.

Fortrydelsesretten giver en forbruger ret til at fortryde køb indgået over nettet i en peroide på 14 dage efter køb eller levering (det seneste tidspunkt af de to nævnte).  Handel på nettet foregår i reglen i realtid. Dette gælder navnlig salg af tjenesteydelser. Jeg rådgiver ofte om fortrydelsesretten vedrørende køb af adgang til en database. Brugeren forventer at modtage ydelsen straks og betaler også gerne straks.  Gør brugeren derefter brug af sin fortrydelsesret, står udbyderen i den situation at han skal refundere købesummen – uagtet at brugeren jo allerede har benyttet sig af produktet. Dette er uholdbart.

Den rigtige løsning er derfor at gøre købet betinget af at brugeren fraskriver sig sin fortrydelsesret. Det følger imidlertid af forbrugeraftaleloven, at en fraskrivelse skal indeholde en beskrivelse af fortrydelsesretten og en klar tilkendegivelse fra brugeren. På den baggrund forslår jeg følgende fremgangsmåde:

Umiddelbart under betalingsfeltet tilføjes nedennævnte tekst supleret med afkrydsningsboks jf. nedenfor,

Dette køb er omfattet af fortrydelsesretten. Det vil sige at du sædvanligvis har ret til at fortryde dit køb indenfor 14 dage efter køb. Imidlertid er du ved at købe en digitalydelse, som tages i brug straks efter at købet er afsluttet. På den baggrund vil du ikke have mulighed for at fortryde dette køb.

X  Ja, jeg fraskriver mig min fortrydelsesret.

Derudover skal du selvfølgelig huske at logge at brugeren har accepteret at have fraskrevet sig fortrydelsesretten. Det er dig, der har ansvaret for at dokumentere, at brugeren er blevet vejledt og har accepteret at give afkald på fortrydelsesretten.

Husk, at I sidste ende er det en konkret vurdering om dit site lever op til forbrugeraftaleloven. Husk også at der er mange andre oplysninger, som din side skal indeholde ifølge lovgivningen.

God fornøjelse

I februar eksemplaret er der en interessant artikel om to piger, som har købt fire Gucci tasker på gucciEshop.com. De betalte 4.000,- kr. for taskerne. Imidlertid blev taskerne taget af skat via det internationale pakkecenter i København. Skat underrettede Maqs Law firm, som på vegne af Gucci skriver til pigerne. I brevet til pigerne skrev Maqs, at der er ulovligt at købe kopivarer og at pigerne skulle betale 25.000 kr. til Maqs for at slippe for sagsanlæg. I mellemtiden var taskerne tilbageholdt af Skat, som destruerede taskerne efter pigerne havde givet samtykke hertil.

Heldigvis henvendte den ene pige sig i retshjælpen i København og fik klar besked om, at hun ikke havde begået noget ulovligt og havde ret til at eje og bruge taskerne. Hun afviste derfor at betale til Maqs.  Da redaktionen på Tænk sluttede, var sagen mod pigerne endnu ikke afsluttet.

Det er meget aggressivt og næppe advokat-etisk korrekt, at true forbrugere til at betale bod under truslen om sagsanlæg, uden at have juridisk belæg herfor.  Metoden er meget lig, hvad jeg tidligere har oplevet fra Antipiratgruppen. Jeg repræsenteret både klienter, som har foretaget krænkelser og klienter, hvis rettigheder bliver krænket. Min erfaring er, at mine klienter og jeg kommer længst med først at invitere til dialog, og kun når det ikke er frugtbart, at blæse til angreb.

Der er rigtig god grund til at være emsig med at bevare sine kendetegn, men der er også rigtig god grund til at bevare forbrugernes tillid til ens produkt.

Jeg arbejder på at skrive en række anbefalinger til IT-iværksættere om oprettelse og bevarelse af kendetegn.

Kendetegn er en bred betegnelse for alle de ting, der identificerer netop din forretning. Kendetegn kan altså bestå i domænenavne, selskabsnavne, logoer, grafik og meget andet.

Jeg repræsenterer og vogter mange kendetegn. Blandt andre følgende:

Det giver anledning til sammenligning med historien om Jan Linholdt Mikkelsen, hvor der jo var stor diskussion om det navneforbud, der ikke blev nedlagt. Jan var sigtet på drabet på Maria Møller Christensen og sad varetægtsfængslet, indtil et DNA- bevis kunne frikende ham. Medierne fulgte (med navns nævnelse) med i hele processen – både nedturen og opturen. Set i bakspejlet er der ikke tvivl om, at Jan har haft stor gavn af at blive renset offentlig.

Rigmor Zobel, kan næppe se frem til at blive renset, men mon ikke hun ville have haft større gavn af at træde frem ved navns nævnelse og på den måde offentligt forsvare sine handlinger?

For visse personer og visse sager, er Danmark nok for lille til at man kan drage nytte af et navneforbud.